Gør dit hus vinterklar
Undgå frostsprængninger
Luk for vandtilførsel til udendørs vandhaner. Hvis du har en frostsikker vandhane, der selv drypper overskudsvand ud, bør du sikre dig, at vandhanens drypfunktion ikke er blokeret af for eksempel en hanekobling med vandstop-funktion. Skru gerne hanekoblingen af, og gem den af vejen indtil frosten er ovre.
Har du vandrør uden isolering, som ikke umiddelbart skal lukkes for? Sørg da for at isolere rørene godt inden frosten kommer.
Undgå oversvømmelser fra tagrender
Hvis dine tagrender er tilstoppede med nedfaldne blade og anden snavs og skidt, kan regnvand og vand fra smeltesne og is have svært ved at løbe igennem. Ved stoppede tagrender vil vandet i stedet løbe over og ned af husfacaden, hvilket kan forårsage fugtskager og frostsprængninger i facaden. Sørg derfor for at få tjekket og renset tagrender, inden vejret bliver alt for vådt.
Indeklima og fugt
I vinterhalvåret er det stadig vigtigt at lufte ud i hjemmet, selvom det ikke virker så oplagt i kulden. Men du behøver ikke have vinduer og døre stående åbne i lang tid ad gangen – op til 5 minutter er passende, gerne 2 gange dagligt. Du skal bare huske at sørge for gennemtræk, så luften bliver udskiftet. Sådan sænker du også risikoen for fugtskader indendørs. Har du en fugtmåler derhjemme? Det kan være en let måde at holde styr på luftfugtigheden om vinteren. Normal luftfugtighed om vinteren ligger på mellem 40-55 procent.
Se også vores tidligere blogopslag ”5 opgaver i hus og have du ikke må glemme om vinteren” for flere råd om vintersikring af din ejendom.