fbpx

Inspiration til årets pakkekalender

Inspiration til årets pakkekalender

Mangler du inspiration til de 24 gaver til årets pakkekalender? Eller en idé til 4 gode adventspakker? Få gode råd til en bæredygtig pakkekalender med gaver der indbyder til fælles hyggelige stunder og som ikke koster en formue Her får du en håndfuld gaveidéer som kan bruges til både børn og voksne.

En opskrift på julesmåkager på glas

Saml alle de tørre ingredienser til en omgang julesmåkager i et glas med tætsluttende låg, og pynt evt. med en pæn sløjfe. Det ser indbydende ud og lægger op til fælles hygge i køkkenet med julebag. Er gaven til et barn? Giv for eksempel nogle pakker farverig krymmel i pakkekalender et par dage før, så I også kan pynte småkagerne med glasur og krymmel. Lav f.eks. brunkager eller denne opskrift på julens bedste vaniljekranse.

Strimler til flettede stjerner

Genopfrisk hukommelsen og optag en ny udfordring med at flette julestjerner. Indbyd til fælles hygge med en pakke farverrige papir stjernetrimler i pakkekalenderen.

TIlbehør til kreativ hygge

Over flere dage kan pakkekalenderen indeholde glanspapir, glimmer, limstifte, filtstykker, kogler, gran, stearinlys og alverdens andre ting til at holde kreativ dag. Så kan tingene blive samlet til en weekendsdag, hvor man bruger det hele til klippe-og-klister hygge eller til at lave en juledekoration. Eller saml det hele som et kit til adventsgave så der både er til at lave julestjerner, guirlander og andet kreativt julepynt i én pakke.

Strikket nissehue

Hvis du selv strikker eller hækler, kan en hjemmestrikket nissehue i dejlig varm og blød merinould, glæde de fleste – store som små! Der findes mange gratis opskrifter på nettet, også hvis du hellere vil sy en hue. En købt nissehue kan bestemt også skabe stor glæde og smil.

Et personligt stykke julepynt til juletræet

Der findes mange bud på julepynt med håndskrevne navne, titler eller beskeder. Trommer og julekugler med navn eller årstal kan bestilles hjem fra flere forskellige webshops. Er du god til at strikke eller hækle, eller kender du én der kan, findes der også mange søde opskrifter på hjemmestrikkede eller hæklede julekugler, trompeter, trommer og hjerter. Hjemmelavet julepynt til juletræet er blevet meget populært. Et kit til hjemmelavet pynt med genbrugsting som papruller, mælkekartoner, lim og glimmer kan også hurtigt blive til en sjov pakkelegsgave til børn, og indbyde til fælles kreativ hygge.

Et lille stykke sødt

En sukkerstok, en pakke salte nødder, en chokoladejulemand eller måske en lille pose hjemmelavede karameller. Julen er fuld af lækre godter, og sådan en pakkegave falder i god smag hos de fleste.

Et sanghæfte med julens sange

Et lille sanghæfte med familiens foretrukne julesange, vil være en sød måde at genopfriske sangene på. Du kan måske finde sangene som små pixibøger hvis kalenderen er til et barn og give dem over flere dage. Eller du kan printe sangteksterne fra nettet og lave dit eget hæfte til modtageren af pakkekalenderen.

Idéer til børn og barnlige sjæle

Til de mindste kan pakkekalenderen hurtigt blive spændende med forskellige stykker legetøj. Giv f.eks. et enkelt stykke legemad i træ flere dage i træk, så der til sidst haves et lille sæt. Andre sjove ideer er farverige hoppebolde, små biler, enkelte stykker tøj til dukken.

Bæredygtig indpakning

Laver du en pakkekalender med 24 gaver kan du vælge at pakke hver gave ind i pænt papir og bånd. Dette kan dog være tidskrævende og du kan sagtens vælge en nemmere og mere bæredygtig løsning, som er mindst lige så hyggeligt! Du kan vælge at hænge en stor julesok eller stofpose op, og lægge én gave i om dagen. Så behøver gaven ikke være pakket ind for at være hemmelig. Du kan også benytte æsker, og genbrugelige gaveposer til at pakke nogle af gaverne ind i, og dermed spare på éngangs gavepapiret.